Danmark befinder sig midt i en højkonjunktur. Det fastslår økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) i Økonomisk Redegørelse , som er regeringens prognose over dansk økonomi. Regeringen har tidligere udtalt, at dansk økonomi var på vej ind i en højkonjunktur-fase. Men nu er dansk økonomi ikke blot på vej ind i et opsving – den buldrer af sted. Ifølge regeringen betyder det, at velstanden aldrig har været større, og at flere end nogensinde er i job.
Solid vækst
„Væksten er solid, og der er udsigt til fortsat balanceret fremgang i dansk økonomi. Vi har styr på de offentlige finanser, og finans- og strukturpolitikken bidrager til den gode udvikling,“ står der bl.a. i redegørelsen. Ifølge tallene fra Økonomisk Redegørelse, så voksede dansk økonomi med 2,2 procent i 2017, og den ventes at vokse med 1,9 procent i 2018. I 2019 forventes væksten at blive 1,7 procent, og når væksten forventes at falde, så skyldes det en forventning om mangel på arbejdskraft.
Opsving godt for lønmodtagerne
For lønmodtagerne er det en god nyhed, at Danmark befinder sig i en højkonjunktur-fase. Det betyder, at der vil være stigende efterspørgsel på arbejdskraft, og dermed stigende lønninger og inflation.